Familien Søndergaard

Torvet 9 i Asaa

Grethe og Ebbes guldbryllup den 19. november 2010

Første fest foregik den 19/10 1991 på 100 årsdagen for Søren Søndergaards fødsel. Han var Grethes far og fætrene og kusinernes bedstefar og vores børns oldefar. Ti tipoldebørn er det nu også blevet til, så vidt jeg har kunnet tælle mig frem til. I 1991 levede to af Grethes 8 søskende Kesse (Christian) og Ingeborg stadig. Festen havde de tre søskende og kusine Bente taget initiativ til. Familien mødte talstærkt op i Fredericia, hvor vi mødtes i Grethe og Ebbes hjem for bagefter at holde festen på Fredericia Vandrerhjem, hvor de fleste også overnattede. Grethe og Ebbe havde lavet  slægtsforskning om Søren Søndergaard og var nået tilbage til 1675. De havde tegnet det op som et slægtstræ, som vi alle fik.

Uforglemmeligt var det også, at Stine (Bentes datter) sang nogle smukke sange for os.
Her er teksten fra den poetiske invitation, der blev sendt ud til os:

ALLE  I,
DER  LIGESOM  VI,
ER  UDSPRUNGET  AF  SØRENS  STAMME,
OG  I,  SOM  TIL  DEN  ER
TROLOVET,  BRUD  ELLER  GOMMEN,
VÆR ALLE HJERTELIG VELKOMMEN.

  Thi vel er klanen nu spredt for alle vinde,
men gad vist om ikke der inderst inde
dybt i os alle bor en lyst
til at mødes næste høst,
nærmere betegnet den tyvende i tiende,
thi da skulle efter sigende
hundrede år være henrundet,
siden denne klan blev grundet.
  Hvad mad og drikke og sovested angår
jer det at meddele ej nu vi formår.
Thi først vi af jer forlanger,
et brev, der siger, om idéen fanger.
Tak fordi I har lånt os øre.
Inden november er omme, vi håber fra jer at høre.
Når vi da ser, hvor mange vi er,
finder vi fluks plads til os og jer.

Anden fest  var i Tisvilde den 27. august 1994 på feriecenteret Sankt Helene Kilde. Britt og Kitt var arrangører.

Tredje fest var i Hals den 31. august 1996 på Koldkær Feriecenter. Hanna og Lisbeth var arrangører.

Fjerde fest  var i Kerteminde den 12. september 1998 på Kerteminde Vandrerhjem. Ulrik og Grethe var arrangører.

Femte fest  var i Tisvilde den 2. september 2000, igen på Sankt Helene Kilde. Margit og Søren (Kesses søn) var arrangører. Grethe og Ebbe havde denne gang et lamineret slægtstræ og et 35 siders stort hæfte med vores slægts historie med til os. Jeg tør slet ikke tænke på, hvor mange timers arbejde, der ligger bag. Vi er mange, der er dybt taknemmelige.

Sjette fest  løb af stabelen 7. september 2002 på Helene Kilde i Tisvilde. Arrangør var Britt.

Syvende fest foregik i Sæby Søbad 11. september 2004. Den blev arrangeret i fællesskab af Britt, Finn og Lisbeth.